Når du snur den digre steinen som heiter vinter og kikar under han, ser du at det ligg masse folk der. Dei er samanklemte og bleikgule i fjeset, og har ikkje sett dagslys sidan oktober.
Gjennom den ruskete sovesveisen sin glippar dei med augo som flattrykte uglekyllingar. Så krekar dei seg på beina, og skjenar til næraste uteservering .
For at ingen skal skjøne kvar dei har vore dei siste månadene, ler dei høgt og skjærande fleire gonger.
4 kommentarer:
Haha! Som overvintrede bleke, overmyke appelsinskall ... not nice. Ser dem jeg, der de halter i både farve, lyd og konsistens. Kanskje meg med. Skål for våren! ;)
-med tærne dyppet i isvannet og buksebeina rullet opp over bleike legger, lukter jeg på våren med nesa i sky!! Herrrrrlig! Takk for inspirerende og sanselig tekst! Klem fra Marit på tur i Vestfold
Fantastisk godt bilde på de vinterbleke som nå sakte med sikkert kryr fram.
Eg er ei av desse som ligg under ein stein om vinteren!
Legg inn en kommentar